Det blev til en omgang vilde partier, da Læseforeningens tredjehold tirsdag d. 27 februar tog på udebanetur til Sydøstfyn. Vi mødte rækkens næstsvageste hold, hvor et godt samlet resultat for alvor kunne cementere den afgørende top-4 placering, som sikrer os endnu et år i rækken.
Den forventede score lå på 4,67 ud af 8, og det så også godt ud fra start. På ottendebrættet sad supersub Bertram Arentoft Jelle og ikke engang 5 minutter gik der, før han var en officer foran. Men Bertram og hans modstander spillede lynhurtigt begge to – måske også lidt for hurtigt – for 10 minutter senere mistede Bertram en kvalitet. Stillingen så pludseligt lige ud og Bertram kom til fornuft og begyndte at bruge sin tid. Men det var for sent at rette op på og til sidst trak modstanderen det længste strå.
På bræt 4 havde Bent Carl Christensen de sorte klodser og fik prompte muligheden for at teste noget af sin nyeste åbningsteori af. Men han fik byttet rundt i to linjer, som gjorde, at han spillede forkert i træk 8. Bent kom først bagud med en bonde og sidenhen en kvalitet. Men i dag var Bents heldige dag. Modstanderen troede, at der var en smart taktisk manøvre, men reelt set satte han bare en ren dronning i slag. Det var der ikke råd til i stillingen, så Bents modstander måtte kapitulere.
På bræt 1 sad undertegnede (Søren Christensen) med en enormt positionel stilling med en lille fordel, der bare voksede sig større og større. Til sidst blev det næsten tragikomisk; min modstander Bjarne Lindeskov sad med en bonde på h5, f5, d5 og b5 samt en hvidfeltet løber, der aldrig nogensinde kunne komme over på den anden side af brættet, fordi alle bønderne var blokeret. Bjarne mistede en af bønderne og blev træt af at kigge på den trælse stilling, så han gav mig hånden. 2-1 til Læseforeningen.
Få sekunder senere tikkede en overraskelse ind. Noah Skotte Frydendahl på sjettebrættet var røget i en fælde i løbet af midspillet, som gjorde, at han var nede med en kvalitet. Men Noah fik han kæmpet sig tilbage og til sidst fandt han et smukt springeroffer, der vandt på stedet. Bravo! Så vi havde altså to mand denne dag, der var nede med hver sin kvalitet og endte med at vinde. Svindleri ved højlys dag eller flot modspil? Det vil jeg lade stå hen i det uvisse.
En halv time senere fandt femtebrættet sin konklusion. Steen Jacobsen havde hvide klodser og var rendt ind i en Benko-gambit, hvor han stod lidt uheldigt ud af åbningen. Men Steen fik klaret sig ud af problemerne og vandt en officer. Stillingen var stadig svær grundet Steens åbne konge, men stensolide Steen er jo som skakspiller skåret i granit, så han vandt overlegent. 4-1 til LF.
På femtebrættet havde comeback-kongen Johnny Holler en lille fordel i et tårnslutspil, hvor modstanderen havde sig en isoleret bonde. Men den ene svaghed var ikke nok til at hive sejren frem, så de to blev enige om at tage remis.
På andetbrættet sad Alex Sørensen som vanligt med et spændende, kompliceret og udfordrende parti, hvor der var total ild i brættet. Først tilbød modstanderen at ofre en officer, men den slags gider Alex ikke tage imod. Han vil jo helst ofre den selv! En lille snes træk senere gik Alex ind i en linje, hvor han selv ofrede sin dronning i bytte for et tårn og en officer. Alex fik de to brikker til at spille lige op med modstanderens dronning, men da tidsnøden nærmere sig i en uklar stilling, gik Alex med evigskakken. 5-2 til os.
Til sidst sad Leia Andries som hvid med et Caro-kann parti, der længe så lige ud, men da Leia røg i tidsnød, trak hun desværre forkert i slutspillet. Det endte med at koste lidt for mange bønder og også pointet, som i denne omgang gik Sydøstfyns vej.
Ikke desto mindre er 5-3 et super tilfredsstillende holdresultat, som bringer os op på andenpladsen i tabellen med kun én runde tilbage – vel og mærke mod bundproppen Aarslev, som kommer på besøg d. 21 marts.