LF2 kom flyvende fra start i internt opgør

Der var ratingfordel på alle otte brætter til andetholdet, da juniorerne på tredjeholdet skulle forsøge at bide skeer med storebror søndag d. 27 oktober.

Andetholdet stillede i noget nær stærkeste opstilling, mens tredjeholdet var ramt af en række afbud, som betød, at den forventede score inden opgøret lå på 6,42 i andetholdets favør.

Første afgørelse skete på ottendebrættet. Det var purunge Frederik Andersen, som mødte rutinerede Jørn Moestrup. De to gik frisk til kamp og ud af åbningen kom Jørn med hvid foran med en bonde. Nogle få træk senere vandt Frederik den tilbage, men i mellemtiden havde Jørn bundet et edderkoppespind af bindinger og taktiske fælder. Til sidst blev Frederik presset op i en krog og måtte give fortabt.

På fjerdebrættet mødtes Jan Stage og talentet Buster Hulthin Fyhn, og ud af åbningen så det relativt lige ud. Men erfaringen gjorde forskellen, og Jan fik givet Buster en isoleret d-bonde. Bonden blev meget svag og inden længe røg både den og endnu mere materiale, hvorpå hr. Stage til slut satte mat midt på brættet. 2-0 til Læseforeningens andetholdet.

På andetbrættet mødtes Oliver Kaehne Snedker og Johannes Juel Kjeldsen, to unge herrer der ikke har mange måneder til forskel på dåbsattesten. De har mødt hinanden talrige gange før, og Oliver plejer at have overhånden, men Johannes har vist sig dygtig til at hive remis mod dem med lidt højere rating. Åbningen så da også ganske udramatisk ud, hvorfor Johannes valgte at placere sine to løbere på dronningefløjen med sigtekornet peget ned mod Olivers konge. Men pludseligt synes Oliver, at Johannes havde stillet lidt for mange brikker væk fra sin konge, så han ofrede prompte på h6, hvorfor et matnet viste sig uundgåeligt. 3-0 til LF2.

En helt anden sag – hvad er egentligt bedst, springerem eller løberen? Det ældgamle spørgsmål har længe været diskuteret, men i dagens anledning lod Jesper Knudsen og Ludvig Bjerg det komme an på en prøve. Lige mange bønder og tårne havde de sig, men Jesper Knudsen påtog sig løberparret, mens Ludvig forsøgte at få det bedste ud af sine ponyer. Jesper fik løbernes diagonaler optimeret og inden længe blev Ludvigs ene springer fanget på fløjen. Ups, 4-0 til LF2. Men en smule opløftende for de unge var det alligevel, for som Jesper så fint formulerede det, så var: ”det her ingen reklame for klubturneringen” med henvisning til, hvor højt niveau mange af de fremadstormende unge viste på dagen.

Charlie Vo skulle på femtebrættet lægge arm med Jørgen Lynggård, og de to kom da også nogenlunde lige fra start. Men et par upræcise træk fra Charlie gjorde, at han tabte både en bonde og fik sig en dårlig bondestruktur. Jørgen er uhyggelig skarp for tiden i den slags stillinger og formåede risikofrit at bringe sejren i hus, selvom Charlie både brugte sin tid fornuftigt og var med i partiet længe. 5-0 til LF2; åh nej, skulle tredjeholdet virkelig starte sæsonen med et rundt æg?

Næ nej, Atharva Khandelia ville det anderledes. Han stod ellers fuldstændigt håbløst ud af åbningen mod Jesper Schmidt. Jesper havde hvid og efter blot 13 træk ofrede han en springer med et knusende angreb til følge. I første omgang turde Atharva ikke engang slå officeren, så i stedet måtte han ty sig til takke med at mangle samtlige bønder foran kongen. Men Jespers angrebsspil var lidt upræcist, dødstødet udeblev og inden længe fik Atharva selv ofret en springer på g2. Stillingen stank langt væk af taktikker, mest til Jespers fordel, men gradvist fik Atharva fundet modspil og pludseligt kunne partiet svinge begge veje. De to blev tidspresset, og da røgen havde lagt sig, så havde Atharva vendt vindene og kæmpet sejren hjem. 5-1 og et passende plaster på såret til tredjeholdet.

På syvendebrættet sad Sigurd Bjerg, som havde fødselsdag og i dagens anledning medbragt hele familien Bjerg samt kage, kaffe og godt humør. Til undertegnedes store frustration, så spillede Sigurd også vildt godt. Jeg sad jo på den anden side af brættet, spillede en skør åbning og prøvede at udmanøvrere Sigurd i en positionel stilling. Men Sigurd kæmpede med næb og klør, fandt resurser ud af det blå og nægtede at overgive sig. 50 træk tog det, før han omsider gik mat. 6-1 til LF2.

Sidste afgørelse fandt sted på førstebrættet, hvor Allan Encan Mogensen (ny i klubben) havde fornøjelsen af Kathrine Lindegaard Bruuntse. Åbningen startede fredeligt, Kathrine stod nok en smule bedre med hvid, primært fordi Allan lige skulle løse sin hvidfeltede løber. I løbet af midtspillet fik han sin officer med i spil, men til gengæld plantede frk. Bruuntse en monsterløber (sådan en Hikaru kalder wooden shield) på d4. Allan kæmpede videre og smed frygtløst sin g-bonde afsted, men Kathrine fik fint løst angrebet. Partiet gik derpå hen i et lige tårnslutspil, hvorfor de blev enige om at dele pointet, så slutresultatet blev 6½-1½ til andetholdet, nogenlunde svarende til den forventede score.
https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=15464&teamTournamentGroupId=483

I næste runde skal LF3 møde LF4, mens LF2 skal en tur til Nørre Aaby. Kampen spilles søndag i uge 46, og hvis du er nysgerrig på, hvordan tabellen i øvrigt ser ud, så finder du den her: https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=483&teamTourId=112