Det var storebror imod lillebror, da Læseforeningens andethold mødte sit eget fjerdehold søndag d. 8 december. Den forventede score lød på 6,11 storebrors vej, og favoritværdien var da også på andetholdets side i samtlige otte kampe.
Andetholdet skulle bruge alle de point, de kunne få til en oprykning (1. plads giver adgang), mens fjerdeholdet skulle bruge point til at klare frisag fra nedrykningen (8. og muligvis 7. plads rykker ned). Især andetholdet havde skuffet fælt i forrige runde og havde brug for oprejsning, hvilket de også skulle vise sig at få.
Ottendebrættet stod på et opgør mellem to af klubbens nye medlemmer. Den ene var i start 30’erne og hed Daniel Hoppe og den anden, Sigurd Ambo Peters, var blot 8 år gammel. Hvorvidt sidstnævnte er aldersrekord i Fynsserien er formentlig tilfældet, om end skribenten ikke kan garantere det. De to duellerede i et parti, hvor Daniel havde fordelingen, men Sigurd blev ved med at kæmpe sig tilbage. 57 træk blev det til førend modvinden var for stor, så Daniel til sidst satte den unge knægt mat.
Dernæst blev nabopartiet afgjort, hvor Erling Rasmussen på syvendebrættet mødte et andet nyt medlem, navnligt Christopher Vejlager, som i øvrigt er nordisk mester i snooker. Christopher forsøgte sig med italiensk åbningsspil, men det havde Erling fuldstændig styr på, så han kørte partiet sikkert hjem. Christopher var dog en glad mand, da partiet var afsluttet, fordi han havde aldrig prøvet, at man i skakverden tilbød at analysere partiet sammen efter. Sådan gør vi jo gerne i LF, når tiden og humøret er der. 2-0 til Læseforeningen 2.
Så blev det Kurt Plougs tur til at vinde et parti, og det gik udover Henrik Løftgaard. Erfaren, som han nu engang er, så fik Kurt etableret løberparret og efter omkring 15 træk dupleret sine to tårne og bragt dronningen i spil. Henrik havde ellers fat i noget undervejs, men hr. Ploug kom bedst ud af komplikationerne og endte med en farlig fribonde, så han trak længste strå, så stillingen blev hele 3-0.
Kort efter blev også 5. brættet afgjort, hvor Michael Hansen havde sort imod talentet Sigurd Bjerg. Michael spillede partiet snedigt, valgte en Pirc åbningslinje og stillede sig blot langsomt og afventende op, mens han udmanøvrerede Sigurd i positionelt spil. Sigurd kom til at svække sin bondestruktur og miste en bonde, hvorpå Michael langsomt kunne bringe sejren hjem, så det stod 4-0.
De næste to brætter til at blive afgjort var bræt 1 og bræt 2. Jan Stage havde førstebræt imod Niels Henrik Cappelen. De to kamphaner spillede det bedste spil, de havde lært, men alligevel var det hr. Stage, som først napsede en bonde, derpå en til og så en tredje. Da slutspillet så nærmede sig, var materialefordelingen for stor, hvorfor hr. Cappelen måtte give fortabt efter 33 træk. 5-0 og så småt lugtede det af udbrud til andetholdet og noget af en punktering til LF4.
Bræt 2 stod så på en dyst imellem Jesper Schmidt Poulsen og Peter Frank Jørgensen. Sidstnævnte har ry for at være lidt af en tidsnarkoman og efter blot 15 træk blev der pludseligt peget på uret og så havde Peter tabt på tid. 6-0 til LF2.
Dernæst sad Jørn Moestrup med et parti imod Niels Lund. Jørn havde sort på bræt 3, men sad med hænderne på siden af hovedet og albuerne i bordet. Når man ser Jørn, et vaskeægte klubkoryfæ, sidde på den måde, så ved man, at han er tiptop fokuseret. Han havde netop fejret sin 89 års fødselsdag dagen forinden, og fødselsdagsgaven bød da også på et helt point og stillingen 7-0, men alligevel havde LF4 lidt optimisme at spore ift. en symbolsk reducering.
Erik Zimmermann-Nielsen stod vidst nok bedst undervejs, og det gik hen imod et dødt remisslutspil imod Johnny Holler. Men Johnny er skarp til de der slutspil, så han fik svindlet sig til sejren og uddelt ægget på 8-0 til LF4.
Med det kampresultat så ligger LF2 nu – stik imod forventning taget forrige runde i betragtning – nr. 1 i puljen med halvandet point ned, mens LF4 ligger i den anden ende af tabellen.
Næste kamp for de to hold spilles d. 19 januar, hvor LF2 skal til Svendborg og spille imod Tårnet, mens LF4 skal en tur ind til Frem.
https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=15466&teamTournamentGroupId=483