Knirkende gulve, kaffedunst og udsigt over havnen var omgivelserne, da LF2 d. 19. januar drog sydpå af Svendborgmotorvejen til et vigtigt opgør imod Tårnet. På vej derned var de yngre skakspillere i den ene bil, og dem med lidt ekstra leveår på kontoen i den anden bil. I den unge bil gættede vi på, hvad kampen mon endte. Vi fik optimistiske bud på alt i mellem 5½ og 7 brætpoint vores vej, men realiteten skulle vise sig en helt anden. Tårnet havde ingen afbud, så den forventede score lå egentligt i underkanten af 5.
Forinden kampen havde skribent og holdleder Søren Christensen eksplicit skrevet i en mail, at selv hvis Tårnet kom i stærkeste opstilling, så var vi favoritter på samtlige brætter. Derfor ønskedes der ”ingen pølseremisser”, eftersom det var en direkte oprykning til 1. division, som stod på spil. Alligevel var jeg første mand til at stille mig op i den metaforiske pølsevogn. Undertegnede havde sort på 6. brættet og med mere end 100 rating mere end modstanderen, så tænkte jeg, at det blev et nemt parti. Så kom træk nr. to fra ham. Øv. Det var en af de åbninger, jeg har svært ved at skabe noget imod. Henimod midtspillet stod mine officerer gradvist dårligere, men jeg fik det heldigvis afviklet til et respektabelt slutspil, hvor han nok havde lidt fordel. Men inden slutspillet fik lov at gå i gang, så kom der et remistilbud. Jeg tænkte længe, forhørte mig hos Jesper Knudsen og endte efter 10 min med at tage imod. Undskyldningerne i mit hoved blev for mange, og den nemme udvej blev for tillokkende.
Dernæst fandt bræt syv sin konklusion. Det var to kombattanter, den ene årgang 1935 og den anden årgang 1951, der skulle finde ud af hvis skakerfaringer og kognitive evner, der var skarpest. Æresmedlem Moestrup kom bedst fra land og havde nok også lidt fordel, men endte med at tilbyde remis. Tommy Nagel, spilleren fra Tårnet, havde med egne ord stor respekt for Moestrup og huskede Jørns storhedstid, hvor han var oppe at snuse til 2200. Så de to røg en fredspibe og delte pointet imellem sig.
Så skete der noget ærgerligt på bræt 4. Vi havde formstærke Jørgen Lynggård – som for nyligt har passeret 2000 i rating – til at spille imod Ole Eik. Eneste umiddelbare betænkelighed fra holdlederen inden kampstart var, at de begge havde en remispræget spillestil. Når det går helt galt for Lynggård, så spiller han remis, mens Ole ofte kan hive en halv imod mesterspillere. Det gik desværre som frygtet, selvom Lynggård overså et flot springeroffer undervejs, som ganske enkelt havde vundet partiet. Dermed stod stillingen 1½-1½, og vi havde nok allerede afgivet for meget.
Dernæst skete der noget på ottendebrættet. Kristian Gade Burgaard, som går i 1.g på Katedralen og har sin opvækst i Boca Junior, var med i bunden for at hjælpe holdet på vej mod oprykningen. Han fik sig en ret lige åbning med sort og fik i løbet af midtspillet gjort sine brikker glade. Det kastede en bondegevinst af sig, men Burgaard blev hindret af sit store tidsforbrug og den manglende kampform. På dette tidspunkt havde vi faktisk tre brætter, hvor vi var nede på få minutter på uret. Burgaard spillede videre, men måtte afgive bonden igen. Med få sekunder på uret – til trods for 30 sekunders tillægstid pr. træk – fik Kristian et tilbud, der var for godt til at sige nej til. Så det blev remis, og vi fik stillingen 2-2.
Næste kamp med et mærkværdigt forløb var Jesper Schmidt Poulsen, der havde hvid og løb ind i en skør gambit, der kostede en hel masse tid at løse. Budapestgambit er i sig selv ret skør, men endnu skørere er dens sidelinje, som hedder ’Fajarowicz variation’. Og det var netop den, hr. Poulsen fik at smage på denne kolde søndag. Dem, der kender Jesper, ved, at hans blodtryk har det bedre med mere rolige stillinger, og han fik da også manøvreret positionen hen i mere letforståeligt terræn. Lidt fordel var der måske, men så fandt modstanderen med sit f-bondefremstød noget træls modspil. Der lød bogstaveligt talt et lettelsens suk igennem lokalet fra Jesper, da modstanderen gik med på en trækgentagelse til stillingen 2½-2½.
På førstebrættet var Oliver Kaehne Snedker forberedt hjemmefra og kunne sætte sig til rette ved de hvide brikker. Undervejs i kampen gik skribenten hen til brættet og gjorde en vild iagttagelse. Oliver var i trækket, men hans hovedet var tiltet mod loftet og han sad med lukkede øjne længe. Det lignede noget fra filmen Queen’s Gambit, hvor brikkerne rykkede rundt inde i hovedet og varianterne udspillede sig på nethinden, uden der reelt set skete noget på det fysiske bræt. Uret tikkede ned, mens øjnene kort efter flakkede fra side til side. Til trods for at have lavet sine lektier omkring åbningen, så røg Oliver alligevel hen i en uklar stilling, hvor Michael Nords friske angrebsspil endte med at koste Oliver en bonde. Den unge Boca-spiller kæmpede alt, hvad han havde lært og gik ind i slutspillet en bonde nede, hvor Oliver havde løberen og Michael havde springeren. Til sidst måtte Oliver give fortabt og sad skuffet tilbage med hænderne i hovedet. Nederlaget satte sig dybt i ham, men det vidner om, hvad sådan en kamp har af betydning for den unge mand.
Så blev Jan Stage træt af at se på diverse pølseremisser og pointtab. Veteranspilleren havde hvid på 3. brættet og fyrede en fornuftig åbningssekvens af, som udmundede sig i en kvalitetsføring. Hr. Stage spillede bomsikkert, og der var aldrig tvivl om, hvilken vej vindene blæste i det parti eller på Svendborg Havn. Jan vandt omsider endnu en bonde og kunne med den materielle føring indkassere et stensikkert point, så der blev pyntet lidt på resultatet og udlignet til stillingen 3½-3½.
Til sidst sad Jesper Knudsen tilbage på andetbrættet, hvor han havde sort imod legenden Kurt Hollesen. Jesper spillede frisk i åbningen og stod endda måske lidt bedre. Computeren fortæller efterfølgende, at begge parter spillede med meget høj præcision, så da røgen lagde sig, mundede partiet ud i et tårnslutspil, hvor Kurt havde en merbonde. Hvad Kurt ikke viste var, at Jesper igennem flere år har undervist børnene i Boca Junior omkring afvikling af tårnslutspil, så der var aldrig tvivl om det uafgjorte resultat.
4-4 var på absolut ingen måde et ønskværdigt resultat, men pga. omstændigheder i andre spillokaler rundt omkring på Fyn, så ligger LF2 stadig snævert i spidsen af Fynsserien. Husk; førstepladsen giver en fuldstændig afgivende billet til 1. division. Næste kamp spilles imod lokalrivaler, hvor LF2 d. 9 februar på hjemmebane tager imod Frem 3, der stadig flirter med nedrykningsstregen.
Du finder tabellen, som er enormt spændende i begge ender, her:
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=483&teamTourId=112#
