Juniorhold skabte sensation imod tophold

Oddsene og den forventede score var imod juniorerne, da Læseforeningen 3 en kold dag i januar tog til Sydøstfyn for at kæmpe imod et af de bedste hold i Fynsserien. Vi var nemlig undertippet på samtlige brætter på nær det øverste, hvorfor der gemte sig vital kamperfaring for de unge mennesker, som blot havde 2,5 i forventet score i FIDE-rating. ”Hvor mange point får I til den kamp?” spurgte jeg de to Noah’ere på bræt 1 og 2, som optimistisk blev enige om enten 3,5 eller 3 point. Jubbi tænkte jeg i mit stille sind.

Juniorerne kom godt fra start. Johannes Juel Kjeldsen havde hvid på bræt 3 og spillede ganske enkelt god, sund skak ifølge sin holdleder. Hans parti gik hen imod en symmetrisk bondestruktur uden den store spænding, så efter et par timer tilbød modstanderen remis, som Johannes klogeligt tog imod. På bræt 4 rendte Ludvig Bjerg ind i et London-åbningsvalg, hvor der blev byttet brikker af og stillingen endte ud i et tårnslutspil, hvor de blev enige om remis. Således neutraliserer man hver sin mesterspiller uden det store besvær og forvandler stillingen til 1-1. Godt gået, drenge.

Små tre timer var der gået, før Ebbe Mortensen også fik sig en remis. Han havde hvid og står egentligt bedst på både bræt og ur hele vejen, men kunne ikke finde vej igennem modstanderens forsvar, så han måtte ty til takke med det halve point. Med til denne historie hører det sig, at Ebbe Mortensen på 5. brættet er bedstefar til Noah Skotte på 1. brættet. Bedstefar og barnebarn til holdskak sammen – poetisk. Tronen går i arv, og den yngste af de to er unægtelig den bedste efterhånden.

Så skete der noget fantastisk. Charlie Vo havde hvid på 7. brættet og testede en skør åbning af. Modstanderen tænkte lidt, hvorpå han responderede med et endnu mere skørt træk. I starten af midtspillet stod modstanderen muligvis bedst, men så fandt Charlie sin indre uforløste mesterspiller frem. Han spillede sig stilsikkert og profylaktisk igennem midtspillet, så han kom foran med en kvalitet for en bonde. Modstanderens bondestruktur var helt håbløst, så Charlies to tårne gav sig for at æde løs. I mellemtiden havde Charlie fået parkeret modstanderens løber, tårn og ene fribonde på en sådan måde, hvor de var pivelendige alle sammen. Flot positionelt spil, som var velkalkuleret fra midtspil til slutspil. Dermed kom LF3 på scoren 2½-1½, som allerede nu var langt over forventning.

Og lykken ville ingen ende tage. På førstebrættet havde forhåndsfavoritten Noah Skotte Frydendahl med hvid noget i ærmet, nemlig afgørende viden om sin modstanders spillestil. Noah er kvik, så han gik ind i sin velkendte drageformation og fangede modstanderen midt i et mistimet d5-bondefremstød. Bonden på d5 endte med at ryge, hvorefter Noah byttede dronningerne af. Noah vandt derpå endnu en bonde, som han var så velopdraget at give retur igen. Det var dog ikke af medlidenhedsårsager, fordi pludseligt løb Noahs c-bonde raskt afsted i en manøvre, hvor den viste sig både ustoppelig og kampafgørende. Så stod det 3½-1½.

Næste kamp var Frederik Andersen på wildcard på ottendebrættet. Frederik har i denne holdsæson vist højt niveau, hvor særligt hans taktiske evner har imponeret. Frederik var også fint med i dag, men til sidst fik han lavet en uheldig springerafbytning, der endte med at koste ham partiet, så Sydøstfyn kunne slikke sine sår en smule og reducere til stillingen 3½-2½.

Så trådte en juniorholdleder og nyopstartet træner i Boca – nemlig Noah Skælbæk – i karakter. Modstanderen på andetbrættet havde næsten svimlende 2100 i FIDE-rating. Men det lod Noah sig ikke skræmme af til trods for at være udstyret med de sorte brikker. Noah stod dårligt fra start til slut, men han bed sig fast og nægtede at give op. Modstanderen kunne til sin store frustration ikke bryde igennem, så til allersidst måtte han simpelthen belønne Noah med en remis for den heroiske indsats. 4-3 til juniorholdet.

Det var tydeligt at mærke på stemningen i lokalet, at sammenholdet var imminent og de unge menneskers partier havde betydning for hinanden. De gyldne matchpoints var dog stadig ikke afgjort, og dage som denne bevidner om, at skak er en holdsport. Sidste mand (eller dreng) tilbage var Buster Hulthin Fyhn på 6. brættet, som slår ratingrekord efter ratingrekord online for tiden. Der trænes på livet løs og håbet var, at den hjemmeindsats skulle give pote. Hans parti varede over 5 timer (!) og fik sin stakkels modstander, sympatiske Jørgen Kiel, til at erklære: ”den slags kan jeg ikke holde til længere”.

Busters vilde parti bølgede frem og tilbage. Skakcomputeren påstår at vide, at Buster var foran med over 5 point i computerverden af to gange, men helt let at konvertere var stillingen alligevel ikke. Jørgen Kiel kæmpede bravt og fik vendt tingene på hovedet og skabt egen fordel momentvis. Til allersidst endte de i en slutspilsstilling, hvor Jørgen havde en smule fordel, men kroppen ikke orkede mere, så de to stridshaner sluttede affæren fredeligt efter mange timers boksekamp over de 64 felter.

Med boksehandskerne af, viste det sig at være Sydøstfyn, der skulle smide håndklædet i ringen og afgive begge matchpoint til LF3, der sikrede sig en afgørende 4½ sejr, som luner i tabellen. Næste kamp spilles d. 9 februar, hvor tredjeholdet får besøg af Nørre Aaby.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=483&teamTourId=112