LF2 spillede i dag (28. januar) hvad der på papiret var en svær divisionskamp imod Frem 2. LF2 havde ikke noget at spille for, hvorimod lokalrivalerne Frem 2 med en storsejr mere eller mindre kunne sikre sig oprykning til 1. division jf. den nye divisionsstruktur.
LF2 var usædvanlig svækket pga. mange stamspillere var hevet op på førsteholdet, hvilket betød at to juniorer fik divisionsdebut på de nederste to brætter. Og minsandten om ikke supersub Bertram Arentoft Jelle – som denne dag brugte sin tid exceptionelt godt – vandt en flot sejr med sort på bræt 8! Det til trods for, at det var Bertrams første divisionskamp nogensinde og modstanderen havde 300 ratingpoint og 350 ELO mere end ham.
Derudover blev det også til flotte remiser for Jørgen Lynggaard og Noah Skælbæk på 1. og 2. brættet imod højereratede modstandere, mens resten af resultaterne desværre gik Frems vej.
Undertegnede havde sort imod Londonåbningen og til trods for at være oppe med mellem to og fire point undervejs ifølge computeren, så fik jeg afviklet dårligt til slutspillet og endte med at tabe til en varm Markus Maagaard.
Matchens forventede score og specifikke enkeltresultater kan aflæses her:
https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=12799&teamTournamentGroupId=432
Med dagens nederlag har LF2 desværre indkasseret 6 holdnederlag ud af lige så mange kampe, så derfor er det helt fortjent, at vi ikke nåede målet om top-3, som det kræver for at få sit hold i 1. division. Vi har simpelthen været enormt afbudsramte, hvilket kan ses på tabellen. Heldigvis venter der i næste runde en kamp imod Maribo, som ligeledes har tabt alle 6 matches og i øvrigt ligger på sidstepladsen i gruppen. Så derfor håber vi at indkassere sæsonens første holdsejr, når vi d. 10 marts skal møde Maribogenserne til kamp om at undgå en skamplet i form af sidstepladsen.
2. division. gruppe 2 kan aflæses her
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=432&teamTourId=92
Forfattet af: Bent Carl Christensen