I syvende og sidste runde af 2. division mødtes Læseforeningen 2 og Maribo til en kamp om, hvem der skulle undgå sidstepladsen. Der var ikke det store på spil, da det jo kun er top 3, som får lov at blive i rækken, men håneretten har jo også en vis værdi. Kampen, som blev spillet d. 10 marts som fællessafslutning i Nyborg, bød på en forventet score på 5,41 vores vej. De fire øverste brætter lå til at være en tæt affære, mens Maribo på 7. og 8. bræt stillede med to spillere på henholdsvis 1082 rating og 824 rating.

Det startede fredeligt ud. Noah Skælbæk indtog fjerdebrættet med de hvide brikker og stødte på en skandinavisk åbning. De to duellanter byttede en del brikker af og endte ud i et lige midtspil. Blot 18 træk blev det til, førend Noahs modstander tilbød remis. Noah tænkte lidt, kiggede på den knastørre stilling, og tog imod tilbuddet.

Næste parti til at finde sin afgørelse var femtebrættet. Undertegnede (Søren Christensen) mødte en London-spiller, og jeg forsøgte at få ham ud af teori tidligt. Det lykkedes også, men stillingen holdt sig længe lige, og da midtspillet var ved at være ovre, var det desværre modstanderen, som sad med de åbne tårnlinjer. Computeren sagde, at det kunne holdes, men så gik jeg med en variant, hvor der var en tre-træks taktik, der tabte en dronning i bytte for et tårn. Ups! 1½-½ til Maribo.

Mine holdkammerater ville det heldigvis anderledes. På ottendebrættet sad Noah Skotte Frydendahl, som havde komiske 1,00 i forventet score. Kvalitetsforskellen viste sig også på brættet, og Noah endte ud med et løberpar og tre samlede fribønder, der viste sig ustoppelige. Så meget fordel må man slet ikke give Noah nu om dage, så han udlignerede sikkert scoren til 1½-1½ og hjalp holdet med at genvinde lidt moral.

Alex Sørensen på sjettebrættet spillede som vanligt en af sine gambitter. Desværre var han efter 10 træk tvunget til at generobre bonden (det er jo ellers sjovest for Alex at mangle lidt materiale), hvorpå han rokerede langt og atter placerede alle brikkerne optimalt. Modstanderens mangel på udvikling viste sig kritisk og inden længe fik Alex relativt problemfrit erobret flere af de tunge brikker og dermed sikret sejren. 2½-1½.

Få sekunder senere kom Jørgen Lynggård på tavlen. Jørgen trak sig for nyligt tilbage fra arbejdsmarkedet, og det har sidenhen givet sig til udtryk i fremragende skak. Jørgen løb ind i en kongegambit, hvorpå han tog bonden og holdt fast i den med alt sin magt. Et dusin træk senere opstod muligheden for at ofre en officer for to bønder, og den idé gik Jørgen med. Modstanderens svage kongestilling og mangel på udvikling blev hurtigt kritisk, så hr. Lynggård vandt først officeren tilbage, hvorpå han også vandt sig en kvalitet. Til sidst fandt Lynggård et ustoppeligt mattema, så Maribo-spilleren måtte give fortabt, så scoren lød på 3½-1½.

Bent Carl Christensen på syvendebrættet fik en tør åbning, hvor han ikke rigtigt kunne vise, at han var en dygtigere skakspiller. Men i løbet af midtspillet fik han optimeret sine brikker og vundet en bonde, der blev til to, der blev til tre. Selvom løberne var omvendtfarvede, så var bondemajoriteten for afgørende, hvorfor Bent sikrede os de to matchpoint og udbyggede føringen til 4½-1½.

Næste mand til at levere var Villads Majvang Sandmann. Det bød på sorte klodser og en tør åbning, hvor hvid afgav initiativet, men Villads pressede på i den positionelle stilling og endte med at få sig en lækker fribonde. Maribo-spilleren tog fat i sit tårn og man kunne bare se, han tænkte: “åh nej – den der fribonde er jo ustoppelig.” Han satte tårnet tilbage, vel vidende, at der var rørt brik. Efter et par minutter flyttede han så tårnet, hvorpå Villads spillede præcist og brugte sin fribonde til at sikre sejren. Maribo-spilleren skellede til nabobrættet inden han modvilligt opgav.

Med 5½-1½ i sækken sad Moestup tilbage. Dagens citat kommer fra samme mand: “problemet i min stilling var at få en fribonde. Og så er det jo nemt, når modstanderen løser det for en”. Moestrup havde ellers længe en lige stilling, men i løbet af midtspillet vandt han en bonde. Den bonde blev sidenhen konverteret til en fribonde, der i slutspillet viste sig nok at finde sejren. På trods af sine høje alder viste Jørn Moestrup på dagen super flot slutspiltsteknik, hvilket tegner godt for fremtiden.

Læseforeningen 2 sagde altså farvel og tak til 2. division med stil. Det blev til en 6½-1½ sejr og dermed en lille moralsk sejr i form af at undgå sidstepladsen. Til næste år skal LF2 forsøge at rykke direkte op fra den nyetablerede Fynsserie, hvilket vi nok er en af forhåndsfavoritterne til.

LF2 spillede i dag (28. januar) hvad der på papiret var en svær divisionskamp imod Frem 2. LF2 havde ikke noget at spille for, hvorimod lokalrivalerne Frem 2 med en storsejr mere eller mindre kunne sikre sig oprykning til 1. division jf. den nye divisionsstruktur.

LF2 var usædvanlig svækket pga. mange stamspillere var hevet op på førsteholdet, hvilket betød at to juniorer fik divisionsdebut på de nederste to brætter. Og minsandten om ikke supersub Bertram Arentoft Jelle – som denne dag brugte sin tid exceptionelt godt – vandt en flot sejr med sort på bræt 8! Det til trods for, at det var Bertrams første divisionskamp nogensinde og modstanderen havde 300 ratingpoint og 350 ELO mere end ham.

Derudover blev det også til flotte remiser for Jørgen Lynggaard og Noah Skælbæk på 1. og 2. brættet imod højereratede modstandere, mens resten af resultaterne desværre gik Frems vej.

Undertegnede havde sort imod Londonåbningen og til trods for at være oppe med mellem to og fire point undervejs ifølge computeren, så fik jeg afviklet dårligt til slutspillet og endte med at tabe til en varm Markus Maagaard.

Matchens forventede score og specifikke enkeltresultater kan aflæses her:
https://holdskak.skak.dk/TeamTourPairing/Details/?pairingId=12799&teamTournamentGroupId=432

Med dagens nederlag har LF2 desværre indkasseret 6 holdnederlag ud af lige så mange kampe, så derfor er det helt fortjent, at vi ikke nåede målet om top-3, som det kræver for at få sit hold i 1. division. Vi har simpelthen været enormt afbudsramte, hvilket kan ses på tabellen. Heldigvis venter der i næste runde en kamp imod Maribo, som ligeledes har tabt alle 6 matches og i øvrigt ligger på sidstepladsen i gruppen. Så derfor håber vi at indkassere sæsonens første holdsejr, når vi d. 10 marts skal møde Maribogenserne til kamp om at undgå en skamplet i form af sidstepladsen.

2. division. gruppe 2 kan aflæses her

https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=432&teamTourId=92

Forfattet af: Bent Carl Christensen