Læseforeningens Skakklub
 
Fynsserien, 2. runde, Tårnet Svendborg 1 - LF2
Af Johnny Holler Johansen, 10. november 2009

 

Mandag 9. november 2009 var 2. holdet en tur på Sydfyn for at møde Tårnets førstehold. Efter nederlaget hos oprykningsfavoritterne Sydøstfyn for tre uger siden, var der denne gang håb og forventning om en sejr.

Det startede godt idet Johnny vandt hurtigt på 3. brættet over Torben Larsen. Efter 17 træk havde Torben det tvivlsomme valg mellem at gå mat eller miste en officer. Det blev det første. På det tidspunkt, hvor denne afgørelse faldt, stod Niels Henrik uldent grundet modstanderens 2 ubehagelige bønder i centrum. Og Jens så ud til at have den bedste stilling efter åbningen.

De næste to afgørelser var dog to halvhurtige remiser på 5. og 6. brættet. Jakobs parti var ellers den skarpe Dragevariant i Siciliansk, dog med rokade til den korte side hos begge. Kurts parti var en kongeinder, hvor der ligeledes blev taget remis i midtspillet.

På 2. brættet prøvede Jørgens modstander, Ulrik Larsen et interessant bondeoffer. Men resultatet af dette blev forfladigelse med remis til følge. I slutstillingen havde Ulrik en fribonde, der dog ikke var noget værd.

Efter relativt roligt spil i de første par timer, brød Alex på 4. brættet Bennys centrum op med f7-f6. Herefter kom der mere og mere gang i spillet, og stillet overfor pres med e3-bonden, solgte Benny en løber på a6 i forsøget på at få gang i bønderne derovre. Det blev der ikke noget af, i stedet vandt Alex ret hurtigt herefter. Dermed førte holdet 3½-1½.

Så faldt afgørelserne på de 2 bundbrætter. Som tidligere nævnt, lignede det 1-1 her, og sådan blev det også. Dog ikke på den måde, det så ud til. Niels Henrik fik fat i den ene af modstanderens centrumsbønder og stod herefter med et afgørende angreb. Det gav materialefordel og lidt senere udførelsen af et smukt tårnoffer. Straks derefter opgav Palle. Jens fik ikke fulgt op på sit gode åbningsspil og gav senere en bonde for et forsøg på at få modstanderens dame i uføre. Noget tid efter var Jens klar over en hængende springer på h4, men glemte det igen. Efter denne officersgevinst stod Niels Peter naturligvis til gevinst, men skulle dog lige løse nogle få problemer med damens placering. Dette blev løst via aktivt spil og senere dronningeafbytning.

Inden sidste afgørelse var stillingen 4½-2½ til os. Dette sidste igangværende parti var på 1. brættet, hvor René tidligere skulle passe på ikke at tabe b4-bonden. Men efter en afbytning på d5 forduftede presset mod denne bonde. Herefter lignede det mere og mere remis i en lukket stilling. Ved midnatstide endte det da også sådan.

Samlet blev det til en lunende sejr på 5-3 inden næste opgør mod den ene af de to oprykningsfavoritter FREM 2 på hjemmebane.

Tårnet Svendborg 1

Læseforeningen 2

3-5

Michael Nord René Rauer Hansen

½-½

Ulrik Larsen Jørgen Lynggaard

½-½

Torben Larsen Johnny Holler Johansen

0-1

Benny Brinch Alex Sørensen

0-1

Ole Eik Jørgensen Kurt Ploug

½-½

Erik Hansen Jakob Grauslund

½-½

Niels Peter Jansen Jens Rasmussen

1-0

Palle Sørensen Niels Henrik Cappelen

0-1