Semifinalen i den traditionsrige fynske pokalturnering blev spillet d. 17 februar i Middelfart, da to stortalenter og to trænere troppede op for at repræsentere Læseforeningens førstehold. Op til kampen skulle der trækkes modstander, og vi var heldige at trække det umiddelbart blødeste hold i puljen, nemlig Middelfart, der dog havde hjemmebanefavoritværdigheden.
På bræt 1 gjorde Villads Majvang Sandmann flot figur, hvor han skulle følge op på weekendens resultater, som har bragt ham i nærheden af 2200 rating. Villads fik et positionelt parti med hvid, hvor han pressede på dronningefløjen. Middelfart-spilleren holdt stand længe, men til sidst blev presset for stort, og det kostede en officer. Villads anskaffede mere materiale fra sin modstander, som pludseligt blev blød som smør. 1-0.
I mellemtiden stod både Lars Munk Jensen og Søren Christensen på bræt 2 og 4 ganske godt. Vi mødtes på gangen, hvor vi vendte verdenssituationen. “Kan du ikke bare tilbyde remis?”, sagde jeg til Lars. Han grinte af mig. “Har du talt officererne, Søren? Jeg har været foran med en officer i over en halv time”. Ups – til min trøst havde Villads heller ikke bemærket, at Lars havde fundet en taktisk sekvens. Lars byttede de sidste brikker af og vandt ganske komfortabelt, så vi fik stillingen 2-0.
Skribent Søren Christensen havde de sorte brikker på bræt 4 og begav sit ud i en positionel tvekamp. Modstanderen fik en dobbeltbonde og da brikkerne blev byttet af, blev den dårlige bondestruktur udslagsgivende. 3-0 og dermed var sejren i hus.
På bræt 3 spillede Oliver Kaehne Snedker videre for en stund. Både han og hans modstander ville vinde til trods for resultaterne omkring sig. De endte med et slutspil, hvor Oliver havde en god springer og modstanderen – 23-årige Oscar, der i øvrigt virkede til at være den bedste spiller på Middelfartholdet – havde sin en løber. De kæmpede bravt, men skakguderne sørgede for en remis, så vi fik slutresultatet 3½-½ og avancement til finalen.
Hvem skulle vi så møde? Tjo, nabokampen stod på Frem imod Nyborg. Frem var de klare favoritter, men Nyborg kunne overraske på en god dag. På førstebrættet glemte Frem-spilleren at spille profylaktisk hen imod slutspillet, så Nyborg sikkert kunne konvertere til 1-0. De tre sidste brætter så tætte ud. På fjerdebrættet havde Martin Utoft reddet sig hen i et remisslutspil, men med lidt pres fra uret røg han i en taktisk fælde, der ikke var til at fikse. I mellemtiden vandt bræt 3 for Frem, så der stod 1-1. Utoft stod unægteligt til tab, så det var op til bræt 2, hvordan det skulle gå. Frem-spilleren var foran materielt, men samtidigt voldsomt presset af uret. Presset blev for stort, så Frem endte med et nederlag på 1-3.
Dermed venter Nyborg i finalen. Dato og spillested er ikke helt fastlagt endnu. Vi er jo forsvarende mestre, så den slags forpligter. Forsættelse følger.







