Femte runde blev en sløv omgang for førsteholdet, da vi d. 2 februar fik besøg af vejleholdet Evans på hjemmebane. Begge hold dukkede op i nogenlunde stærkeste opstilling, og da runden startede kl. 12:00 kunne vi notere en forventet score på 4,6 til jyderne og smal favoritværdighed på de fleste brætter til Evans.
En klokketime gik, og vi stod godt flere steder. Noah Skotte Frydendahl havde i sidste øjeblik fravalgt sin håndboldkamp (hvor han i øvrigt også er en nøglespiller) for at hjælpe Læseforeningens førstehold, som blev akut afbudsramt og ej kunne fremfinde en fornuftig reserve til 8. brættet. Ud af åbningen tre kvarter inde i matchen stod Noah til tyk gevinst – på gangen jokede vi med, at han måske kunne nå at finde sit håndboldtøj frem og inde i vores hoveder havde Noah allerede harpiks på fingrene og stod klar som fløsjpiller kl. 13:30, hvor håndbolddommeren var klar til at fløjte kampen igang. Sandheden blev en anden, og hovmod står som bekendt for fald.
Skribenten (læs: Søren) havde sort på syvendebrættet og blev første mand til at bukke under. Der var ellers udlignet ud af åbningen med sort mod en 2100-mand, og undertegnede var helt med på teorien indtil langt ind i midtspillet. Jeg forsøgte med et remistilbud, hvorpå svaret høfligt lød: ”Jeg gider ikke vente så mange timer, før en bil skal køre mig hjem”. Der blev byttet officerer af og stillingen nærmede sig remisland. Så pludseligt spadserede hvids h-bonde afsted, og mens jeg havde hele hæren samlet på dronningefløjen, så kunne en simpel dronning til h3 og en springer pludseligt true med udækkelig mat på h7. Jeg tænkte et par minutter, før jeg indså, at der var ingen måde at holde sammen på stillingen uden markant materialetab. Hænderne samlede sig i hovedet, og tårekanalerne pressede sig på. Jeg var i fuld færd med at svigte mit hold, og der var ingen vej udenom nederlaget. Efter et par minutter fik jeg samlet mig, og der blev bogstaveligt talt kæmpet til skakmat på brættet. Hvem ved, måske hans telefon ringede, eller han havde glemt, hvad pat var for noget? Miraklet udeblev og Evans kom foran 1-0.
Kort efter kunne Vejlegenserne udbygge føringen. På tredjebrættet havde Villads Majvang Sandmann sort imod Kim Skaaning. Sidstnævnte spillede friskt i åbningen og smed sin f-bonde afsted tidligt i en skarp Grand Prix variant i siciliansk. Det lignede et af de partier, der kunne blive fugl eller fisk og i hvert fald ikke remis. Det så ud til, at Villads stod bedst undervejs, men han missede den bedste forsættelse, så det mundede ud i en grim bondestruktur, der blev for svær at holde sammen på. Med kongen fanget midt i centrum og Kims brikker undervejs i et farligt angreb, så måtte Villads til sidst stoppe uret og give fortabt. 2-0 og på dette tidspunkt så det kritisk ud – krisestemningen bredte sig på holdet.
Så fik Simon Bjørk Haarh manet til ro. Han havde hvid imod en IM på andetbrættet, men det lod han sig ikke skræmme af. Åbningen var vild, og midtspillet blev blot endnu vildere. Som kampen skred frem, forsøgte Evans-spilleren at indtrænge med sin springer, men Simon fik som en tryllekunster lokket ponyen dybere og dybere ind i sine rækker. Var det en trojansk hest eller en hypnotiseret hest på afveje? Hesten løb febrilsk rundt på skakbrættet og kunne til sidst ikke finde en udvej og måtte lade sig slagte. Simon var foran med en officer – YES – tænkte jeg! Da jeg en halv time senere kom hen til Simons bræt stod næsten samtlige brikker klar til at slå hinanden, og jeg opgav prompte at begive mig ud i udregninger. Det måtte Simon selv finde hoved og hale på. 10 minutter senere blev kampen afviklet og spillerne satte brikkerne, inklusiv den slagne pony, tilbage på deres startfelter. Da jeg med mit blik opsøgte Simon, fik jeg blot et køligt blink med øjet retur. Simon havde vundet. Et løbertræk holdt med Simons egne ord hele stillingen sammen, og så var Evans-spilleren løbet tør for resurser. 2-1 og for en stund kunne vi ånde lettet op.
Lars Munk Jensen havde hvid på fjerdebrættet. Formanden forsøgte modigt med et nyt åbningstræk, selvom det endte med at give en af de slags stillinger, han kender ganske godt. Lars’ officerer stod lidt bedre i løbet af midtspillet, men bondestrukturen endte med at være symmetrisk. Da midtspillet var ved at ebbe ud, blev der byttet brikker af og pludseligt blev begge spillere meget enige om, at det da skulle ende remis. 1½-2½ til Evans og for en stund så den overordnede stilling tilforladelig ud.
Så blev Noahs parti afviklet på ottendebrættet. Hans store åbningsfordel og knusende angreb var ud af det blå blevet neutraliseret. Faktisk stod Vejlespilleren noget bedre og havde på mærkværdigvis fået sig et løberpar i bytte for et tårn. Modstanderen havde oven i købet et par bønder i overskud. Noah havde øjensynligt ikke travlt med at komme videre til håndboldkamp og måtte i stedet se sig kæmpe for at få noget ud af sit skakparti. Noah kæmpede bravt og fik fusket en kvalitet ud af modstanderen. Desværre blev bønderne for svære at stoppe og med opbakning fra løberparrets kraft måtte Noah til sidst give fortabt. 1½-3½ til Evans.
Jan Stage havde hvid på sjettebrættet og fik en af de åbninger, han trives godt i. Men modstanderen plantede sin bonde på f5 og fik kontrol over e4-feltet, hvilket ikke var nemt at løse til trods for hr. Stages fordel undervejs. Da kampen gik ind i midtspillet fik Jan sig en svag bonde, som endte med at falde. Jan bed dog fra sig og fik en fænomenal springer på sjette række. Uheldigvis overså LF-spilleren en taktisk kombination, hvor dronningen faldt, og der ikke var nok materiale at hente i bytte for den. Inden længe måtte Jan give fortabt, så Evans havde sikret sig sejren på 1½-4½.
Jesper Knudsen stod også stramt på femtebrættet, hvor han med sort var løbet ind i et af de åbningsvalg, han efterhånden er ved at være godt træt af. Jesper stillede sig solidt op og stod som en bokser i ringhjørnet, hvor han tog imod slag og forsøgte at parere de kombinationer, som modstanderen diskede op med. Jesper blev dog aldrig slået ud, og kampen endte da også uden knockout, hvortil de stridende parter lagde boksehandskerne fra sig og blev enige om at slutte fighten fredeligt, så Læseforeningen fik pyntet på resultatet til stillingen 2-5.
Tilbage sad Mikkel Vinh Løftgaard på førstebrættet, som havde sort imod stortalentet Vitus. Mikkels hår var stadig vådt fra morgenbad, da han med kaffekoppen i hånden satte sig til bords. Inden dagens runde var Mikkel topscorer og ubesejret på holdet, og han var ikke kommet for at danse. De to spillere, som i øvrigt begge er på ungdomslandsholdet, gik begge stenhårdt efter sejren og selvom ratingtallene var høje, så lignede kampen mest af alt et skoleskakparti. Mikkels dronning flagrede rundt på brættet, mens løberen var mange træk om at komme i spil. Vitus var ikke meget bedre; hans pony fik ikke lov at komme ud på legepladsen før langt ind i midtspillet. Partiet var skarpt længe, men da røgen havde lagt sig var det Vitus, som var foran med en kvalitet. Partiet var tabt fra midtspil til slutspil, men Mikkel kæmpede bravt i over 3 timer yderligere (!!) og blev ved med at fuske alt, han havde lært og kært i et spinkelt håb om at hive et halvt point i land. Drengenes kamp nærmede sig sjette time, før Mikkel til allersidst måtte give fortabt, så Evans kunne notere 6-2 på scoresheetet.
Med dagens katastrofale resultat må førsteholdet unægtelig kigge med bekymring på tabellen, som på ingen måde er sjov at kigge på. Utroligt nok har LF1 præsteret under sin forventede score i samtlige fem runder. At vi overhovedet kan være over nedrykningsstregen alligevel, bevidner om den store mængde kvalitet og mødestabilitet holdet besidder. Vores eneste trøst er, at Frem 2 og Fredericia 2 stadig er større nedrykningskandidater både i form af færre brætpoint og et sværere slutprogram. De to nederste hold rykker ned.
Næste runde spilles om præcis en måned, hvor LF1 tager imod SK1968’s andethold på hjemmebane.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=490&teamTourId=107#
