Spænding til det sidste efter LF1 snublede for sjette gang

Sort uheld har fulgt førsteholdet hele sæsonen og skakguderne var på ny imod Bolbros republikanske garde i sjette runde af den næstbedste række, som blev spillet d. 2 marts på hjemmebane. Den forventede score lød på præcis fire ned til decimalet. Holdopstillingerne tikkede ind og rivalerne fik den bløde modstand at smage på, mens LF1 på ny mødte et divisionshold i mere eller mindre stærkeste opstilling. Det skulle heller ikke vise sig nemt, selvom en række enkeltmandspræstationer bragte lys i dystopiske tider.

Bajonetterne var påsat hos alle otte mand, som var klar på at kæmpe til døden. Første afgørelse fandt sted hos generalen Lars Munk Jensen, som modtog et remistilbud tidligt. Han sænkede sit drabelige skakskydevåben og gik en tur rundt på Bolbros krigsmark, hvorpå han konkluderede, at han med god ro i samvittigheden kunne tage imod tilbuddet. Han synes, det så lovende ud på bræt 1, 2, 4 og 6. Lars røg fredspiben med sin modstander i stedet for at fortsætte i, hvad han mente ville blive en symmetrisk stilling. Beslutningen om den tidlige remis skulle holdleder Lars Munk Jensen dog komme til at fortryde.

Krigen fortsatte på hver sit af de tilbageværende 7 brætter med dertilhørende 64 felter. Stilhed før stormen. Så tog Mikkel Vinh Løftgaard sagen i egen hånd og stormede op af skyttegraven med de sorte brikker på førstebrættet og gjorde det af med sin modstander. Mikkel var foran med en kvalitet i løbet af midtspillet og kørte stilsikkert sejren hjem, så de resterende tropper kunne ånde lettet op.

Oliver Kaehne Snedker var mindre heldig med den sorte farve på bræt 5. Han ramlede ind en modstander, han havde mødt for nyligt i et koordineret parti, som derved havde kendskab til hans repertoire. Oliver skulle tage en kritisk beslutning ud af åbningen og gik med den aggressive Benoni. Åbningsvalget blev for optimistisk, så Oliver blev kørt over ende af en Ramsdal-kampvogn til stillingen 1½-1½.

Næste mand til at blive færdig var Jesper Knudsen. Han havde hvid på sjettebrættet, hvor han længe stod bedst, men endte med at blive presset på uret. I stedet for at gå i et kamikaze-angreb, så fandt Jesper gasmasken frem og besluttede sig for den fredelige løsning, der førte til et halvt point og stillingen 2-2. Johnny Holler stod længe fint med hvid på 8. brættet og var oseaner foran på tid, mens han modstander var nede på få minutter efter blot 20 træk. Johnny fik dog afviklet lidt skævt, så han endte med et tårn imod to lette officerer og måtte til sidst erkende, at det ikke stod til at redde. Dermed kom vi bagud 2-3.

Villads Majvang Sandmann ville det dog anderledes på bræt 2, hvor han med sin lidt bedre stilling langsomt pressede på. Modstanderen spillede ifølge øjenvidne Michael Hansen trailerskak og endte med at blive kørt af banen, da Villads fandt en taktik, der involverede en fin mellemskak, hvor dronningen endte med at stå i slag, og der dermed var udlignet til 3-3.

Noah Skotte Frydendahl var i aktion på syvendebrættet, hvor han befandt sig to bønder nede i et slutspil med tårn og springer. Noah kæmpede på livet løs for holdet for at skabe modsspil, selvom hans to bønder mod de fire gjorde det svært. Så fandt Noah en genial manøvre, hvor han kunne ofre en springer for at indespærre modstanderens springer. Dernæst gik Noahs konge en sejrsgang fra den ene ende af brættet til den anden, hvor den grådigt åd de sidste tre bønder.  Fantastisk fusk, som gav os stillingen 3½-3½.

Kampen lignede unægtelig at de to matchpoints skulle deles, fordi Morten Topholm med de sorte brikker havde et dødt remisslutspil. Morten gik dog efter mere med nogle friske ofringer, der ikke gav pote. Historien er også den, at Morten har en voldsom diskosprolaps, men valgte at spille holdskak alligevel, selvom han i første omgang havde meldt afbud. Tak Morten, firmaets mand, der sad med den dårlige ryg og spillede til det sidste. Dermed var det altså SK19682, som endte med at løbe med sejren i stedet for os.

Med endnu et skuffende resultat må Læseforeningens førstehold notere sjette kamp i streg, hvor vi præsterer under den forventede score. Dog er der nok kvalitet i holdet til, at vi alligevel ligger et brætpoint over stregen i den i øvrigt suverænt sværeste 1. divisionspulje af de fire. Heldigvis kan vi selv afgøre det i sidste runde, som spilles d. 23 marts på hjemmebane. Desværre spilles den kamp samtidigt med Fynsserien, og der er dermed nogle kritiske opstillingsbeslutninger, som skal tages, når 32 LF-folk stiller til start på samme tid.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=490&teamTourId=107#