Der sad en rutineret herre på 90 år på førstebrættet og en lille dreng på 6 år på ottendebrættet, da Læseforeningens fjerdehold mødte Svendborgholdet Tårnet i sjette runde af Fynsserien søndag d. 2 marts i Bolbros lokaler. Mange af de dygtige spillere var smækket op og vikarierer for de andre LF-hold, som spillede nøglekampe samtidigt. Situationen var nemlig den, at LF4 praktisk talt var nedrykket. Med en stribe afbud i hånden, så åbner pladsen sig jo for dem, der har lyst. Fjerdeholdet lånte tre af de unge i varierende alder.
Kurt Ploug var bræt 1. Herman Bjerg var bræt 8. Man fristes jo til at sige, at den ældste var konge, og den yngste var kronprinsen. I klubben er Kurt ofte blevet døbt ’Hermans bedstefar’, selvom de to skakspillere ikke har været en tur forbi MyHeritage for at få det endeligt afklaret. Herman Bjerg – som smadrede alle rekorder ved at stille op i landets tredje bedste række med sine blot 6 år – kæmpede bravt i et langt parti, der varede lige knapt to timer. Til sidst måtte han bukke under for en noget mere rutineret spiller fra Svendborg. Herman spillede i øvrigt samtidigt med to andre brødre, Ludvig og Sigurd, som var til kamp på tredjeholdet i stedet for. Et hattrick til familien Bjerg, men 1-0 til Tårnet.
Ved siden af Herman sad den tidligere Fynsserie-aldersrekordholder, 8-årige Sigurd Ambo Peters, som forsøgte med sin friske åbningsmanøvre. Springeren gik til g4 lynhurtigt og den slags virker godt i skoleskak, men bliver ofte blankt afvist af spillere med +1800 rating. Sigurd tabte sin anden kamp i Fynsserien, men han er i hastig fremdrift og en slags produkt af det store juniorarbejde, der foregår i Boca Juniors lige nu. Glæd jer blot til næste sæson, men for nu 2-0 til Tårnet.
Mattis Majvang Sandmann var også med på bræt på bræt 6, hvor han desværre kom to bønder bagud. Senere så han sig fanget i en træls binding og med kongen på skovtur henover brættet måtte Mattis kapitulere, selvom han tidligere på sæsonen jo vandt en kamp i Fynsserien. 3-0 til Tårnet.
Peter Just Sørensen på bræt 5 havde de sorte brikker og var oppe imod en mesterspiller, som viste sig at blive en for stor mundfuld at sluge. Peter spiller jo frisk skak, hvor brikkerne godt må stå i slag i den gode sags tjeneste – nemlig det evige angreb – men i søndags blev brikkerne blot slået og angrebet afviklet. Dermed kom Tårnet foran hele 4-0, og det så kritisk ud. Men så vendte vindene.
Tomasz Tyka på bræt 3 havde de sorte brikker og kom bagud med en kvalitet. Men han kæmpede videre og fandt glimrende modspil, så han fik vundet materialet tilbage igen. Han kom ud i et slutspil med dronning, tårn og 5 bønder imod præcist det samme. Det endte remis via trækgentagelse. 4½-½.
Arne Christiansen spillede sit bedste parti i holdsæsonen imod Kurt Hollesen, hvor han kom foran med en bonde på 2. brættet. Gevinstchancerne var der og med 5 bønder og springer imod 4 bønder og springer forsøgte Arne at presse sejren ud af slutspillet. Men bønderne blev byttet af og til sidst spillede de to spillere remis. Niels Lund fik også tilkæmpet sig en remis, så da kræfterne fra juniorafdelingen fejlede, så trådte de rutinerede kræfter fra Læseforeningen i karakter. 5½-1½.
Så det sjove parti. Kurt Ploug er en vaskeægte legende, og han var sat til at have sort på førstebrættet imod Michael Nord, som er i skræmmende form for tiden. Kurt spillede sin gode skak og er firmaets mand, som troligt spiller alle runder og hjælper klubben på mere end en måde. Michael Nord – med sine skræmmende +2000 rating var en bonde oppe i slutspillet. Denne ene stilling kan I se på et bræt (kun tilgængeligt på Facebook), hvor han så spillede Sc3? Og så den fatale fejl, hvor Michael Nord spiller Kf4?? og Kurt kan vandre sin bonde ned og forvandle. Dermed endte Kurt med at vinde kampen og reducere til 5½-2½. Godt gået, Kurt. Klubben elsker dig.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=483&teamTourId=112#
Der er utroligt meget på spil i sidste runde, hvor vi skal stille 32 mand på ny. Hvis alt går godt, så ender vi med to divisionshold og et hold i Fynsserien. Hvis alt går skidt, så har vi 0 hold i divisionerne og to hold i Fynsserien. Alle Fynsseriens sidste kampe afvikles i Bolbro Brugerhus d. 23 marts med kampstart kl. 12.







